‍Mit sidste blogindlæg var mit mest personlige til dato. Lige siden har min indbakke svømmet i beskeder – tusind tak for al jeres omsorg, men jeg er helt okay. Jeg delte indholdet med jer, fordi livet både går op og ned, og det gør det også hos mig. Men det er ikke altid, vi får lov at se det på de sociale medier i den perfekte verden, som vi lever i. Men kan vi overhovedet leve sådan?

I søndags gik jeg gennem de vildeste 24 timer i mit liv. De af jer, der har fulgt med i ”Jernkvinde” på TV2 Play ved, at Claus og jeg på et tidspunkt forsøgte at få et barn – mere. Det passede perfekt i planerne i sommers, hvor der stadig var tid til at træne op til Hawaii igen efter en fødsel. Babyprojektet blev dog lagt på hylden, og jeg har siden haft fuld fokus på VM på Hawaii til oktober. Det har I sikkert også kunnet mærke her på bloggen, men det er ikke alt, man selv er herre over.

I ved det måske. Jeg er altid blevet udnævnt, som den dårlige løber. En fordom jeg selv synes, at jeg gjorde op med i sommers, da jeg løb et maraton på bare 2 timer, 57 minutter og 36 sekunder. Men lige nu føler jeg, at jeg befinder midt i et maraton, der aldrig slutter. Mållinjen flyttes hver gang jeg får øje på den i horisonten. Det er et ægte Corona-maraton.

Julen er ovre, og 2020 lakker mod enden. Jeg har allerede tænkt over, hvad 2020 egentligt gjorde for mig (se min sidste blog), men hvad så med 2021? På dagens løbetur tømte jeg hovedet for tanker og kom frem til en hel del nytårsforsætter. Har du mon gjort dig de samme tanker for året, der snart kommer?

Mens julefreden så småt sænker sig i de mange hjem, er det også blevet tid til at gøre status på 2020 – for hvad fik jeg egentligt ud af året, der snart er gået? Og ikke mindst; Hvad kan jeg tage med mig videre? Eller måske: Fik jeg overhovedet noget ud af 2020, Corona og bare ét race på 365 dage?

Jeg er på den anden side af Daytona. På vej hjem. Men tankerne flyver. For mig er det svært at komme med en rigtig raceberetning denne gang – for den har så mange sider. Jeg skal alligevel forsøge…

‍Jeg nærmer mig normalen, hvis der er noget, der kan være normalt i disse tider. For nu er det Race-week – præcis som det bør og skal være! Men det betyder også, at jeg skal huske mig selv på en af mine egne leveregler: Ikke at evaluere før man er kommet i mål.

‍Det er sjældent, at de to ord hænger sammen: første og sidste. Men 2020 har også været et yderst sjældent år. Derfor passer det vel egentligt meget godt til året, at jeg om ca. 14 dage sætter kursen mod USA for at køre årets første og sidste race; Challenge Daytona. Men det sætter også tankerne i gang – for kan jeg race mere efter mere end et års pause? Og kan min hjerne leve med, at jeg stiller til start, velvidende at jeg får bøllebank?

Nogle gange ville jeg ønske, at man bare kunne have hevet 2020 ud af kalenderen – have droppet alt, hvad det indeholdt. For jo, det har da haft et par gode ting med sig, men rent sportsligt og karrieremæssigt har det været helt håbløst og næsten svært at smile over – men man må jo finde vejen til målet selv i en Corona-tid.

‍Lige om lidt er det præcis ét år siden, at jeg gjorde det umulige – eller i hvert fald det næsten alle sagde ikke kunne lade sig gøre eller var fuldstændig sindssygt: Jeg kvalificerede mig til VM på Hawaii, samtidig med jeg var blevet mor. Indrømmet – det var pisse hårdt! Om jeg fortryder? Aldrig i livet. For det var jo muligt! Men vejen var lang – og jeg overvejede også at give op. Du får mine tanker lige her, men du kan også se mere på TV2 Play i Jernkvinden, der har premiere i morgen.