2020 og Corona. Længere er årsberetningen næsten ikke – eller sådan kan det godt føles! Men når jeg tænker efter, så er der jo sket masser af gode ting i år. Indrømmet: Det har været et mærkeligt og anderledes år. Det har været alt andet end det, jeg havde troet og forestillet mig, da jeg nytårsaften i 2019 hoppede ind i det nye år i Herning. Det har givet mig hovedpine, det har fyldt mig med tårer, og det har givet mig udfordringer, jeg aldrig havde drømt om. Men – det har også givet mig muligheden for at revurdere, for at tænke mig om og reflektere: Laver jeg egentligt dét, jeg gerne vil? Og bruger jeg mit liv på dét, der giver mening for mig?
Det korte svar er ja! Men det lidt længere svar og de lidt større refleksioner, har også givet mig andre og flere svar på, hvordan jeg skal bruge fremtiden. Så hvad har 2020 og COVID-19 egentligt lært mig?
- Nyd processen og nuet – og ikke næste mål
Jeg har altid været på vej videre, for der er mange delmål for at komme på podiet på Hawaii. Det har været mit mål længe nu, og det er det stadig – ingen tvivl om det! Men jeg har lært, at man også skal nyde dagene i processen. Hver dag tæller: at jeg står op, jeg får min træning til at fungere og min familie til at fungere – det tæller også! - 2:57:36 og bogudgivelse
Jeg er altid blevet stemplet som en dårlig løber. Jeg er god til at svømme, fantastisk på en cykel, men ringe til at løbe. Eller det siger nogle i hvert fald. Det gjorde Corona op med. For når man ikke kan race, så kan man løbe, og jeg satte mig for at løbe et maraton på under 3 timer. Som sagt så gjort: 2 timer, 57 minutter og 36 sekunder. Og så blev 2020 også året, hvor jeg kom i mål med min bog Keep Smiling. En sjov og kreativ proces, hvor jeg skulle finde mig selv i en helt ny rolle – både mens den blev skrevet, skulle/skal sælges, og præsenteres via foredrag om det hele. Det har jeg virkelig nydt! - Endnu et år med Markus
Ja, hvad skal jeg sige? Markus bliver man jo altid glad i låget af! Han har det godt, og vi har det godt. Vores lille familie kører. Det eneste, der ikke kørte, var Daytona – eller: vi/jeg fandt ud af, at man godt kan race uden Markus er med. Men det fungerer bare ikke lige så godt. Han hører til på mållinjen, når jeg krydser den – det er nu engang bare bedst. Savnet var ganske enkelt for stort. En læring, jeg tager med mig, når jeg lige om lidt starter træningen mod Hawaii 2021.
Når jeg stiller det sådan op, så var 2020 jo slet ikke så dårligt. Jeg sidder faktisk med et skævt smil og tænker, at måske havde vi godt af at få os en øjenåbner? Den kunne godt have været blidere, og den havde absolut ikke behøvet at have taget så mange konsekvenser med sig, men 2020 gav mig muligheden for at reflektere over, hvad der egentligt gør mig glad. Heldigvis gør det jeg laver mig rigtig glad, og jeg har ikke spor lyst til at lave noget andet – selvom det har kostet masser af tårer.
Hvad gør dig glad? Har du tænkt over det? – Ellers kan du nå det endnu, for 2020 er ikke ovre endnu!
Keep Smiling
Michelle