60125723c152fa28a7780c14_markus og

Om at gøre alting fuldt ud – men ”kun” på 80 %

Mit sidste blogindlæg var mit mest personlige til dato. Lige siden har min indbakke svømmet i beskeder – tusind tak for al jeres omsorg, men jeg er helt okay. Jeg delte indholdet med jer, fordi livet både går op og ned, og det gør det også hos mig. Men det er ikke altid, vi får lov at se det på de sociale medier i den perfekte verden, som vi lever i. Men kan vi overhovedet leve sådan?  

Der er filtre, der er opslag om en overstået (vanvittig) træning, korrekt kost, overskud til familien og ja, you name it. Vi kender alle sammen feedet fra vores sociale medier. 100 % perfekthed. Derfor delte jeg også mit sidste blogindlæg med jer – om at miste.  

For livet er ikke 100 % perfekt. Det er generelt bare ikke 100 % det, vi regner med. Det tror jeg på, vi skal lære at leve både med og efter – ellers bliver livet ganske enkelt for svært. Lad mig give et eksempel:  

Er det realistisk at tro på, at bare fordi kalenderen skriver januar, at vi så kan droppe al slik, alle usunde vaner og pludselig dyrke motion hver eneste dag? Samtidig med vi får mere tid og overskud til at lave lækre, sunde retter og snacks, mens vi også får mere tid til familien? Nok ikke! Men havde man i stedet sat sig et mål, der var ca. 80 %, så var det måske realistisk – og så lykkes man i stedet for at fejle. Og når man når i mål, får man den fedeste følelse, og så bliver man ved – uge efter uge. Fordi man lykkes!  

Derfor har jeg lavet en regel for mig selv: 80-20 reglen.  

Hvis vi altid stræber efter 100 % perfektion, så ender vi ofte med at blive skuffede. Vi ender med at fejle, og det kommer til at overskygge lysten til at lykkes. Jeg siger ikke, at man ikke skal være ambitiøs og passioneret – bevares! Jeg var aldrig nået hertil, hvis ikke jeg havde været det, men jeg siger, at vi skal lægge 100 %-perfektheds-følelsen væk og i stedet lykkes fuldt og fast 80 %. Så er det lige før, at de sidste 20 % også kommer med.  

Men jeg bruger ikke kun 80-20-reglen, når det kommer til at opnå mål. Jeg bruger den også helt professionelt og helt privat. Professionelt tror jeg på, 80 % af min succes kommer fra mit mentale jeg. Kun 20 % fra min fysik. Jeg tror på, at vores sind er helt vanvittig kraftfuld, også mere end vi aner. Det er ikke uden grund, at jeg er kendt som ”den smilende dræber” blandt mine konkurrenter. Har du nogensinde prøvet at smile på din løbetur, når det gør allermest ondt? Når din tanker siger: Nu kan du ikke mere, nu stopper du og går lidt, bare en lille bitte pause? Prøv det! Et smil skaber et overskud, der let kan få dig til at løbe langt længere, end du havde troet. Det er selvfølgelig ikke så let, som det måske lyder, men vi styrer selv, om vi dyrker de tanker, vi får. Om vi lader dem udløse en følelse, der udløser en handling. Min krop bliver langt hurtigere træt end mit sind. Derfor (blandt andet) smiler jeg – og udnytter det til fulde.  

Og når ja, så er der helt privat. Hvis vi – udover os selv – også overfører reglen til andre, og vores forventninger til dem, så går alting oftest meget lettere. Hvis jeg i stedet for at forvente 100 % af Claus hver eneste dag, måske skruer lidt ned og ”kun” forventer 80 %, så kan det jo også være, at det bliver lettere både at være ham, men også at være mig. Ingen er jo perfekte. Ikke engang Claus.  

Vil du inspireres til at lykkes, og opnå mål med 80-20 reglen? Stay tuned, jeg lover, der er noget rigtig, rigtig fedt på vej!  

Keep Smiling,
Michelle

Share this post

Resent Posts

Endnu en skuffelse – endnu en udfordring at besejre!
22 marts 2021
Det er faktisk okay at bede om hjælp!
02 marts 2021
Tak for ny energi, overskud og masser af smil!
18 februar 2021
Et nyt kapitel
08 februar 2021
Om at gøre alting fuldt ud – men ”kun” på 80 %
28 januar 2021

Events

No event found!