Lige om lidt er det præcis ét år siden, at jeg gjorde det umulige – eller i hvert fald det næsten alle sagde ikke kunne lade sig gøre eller var fuldstændig sindssygt: Jeg kvalificerede mig til VM på Hawaii, samtidig med jeg var blevet mor.
Indrømmet – det var pisse hårdt! Om jeg fortryder? Aldrig i livet. For det var jo muligt! Men vejen var lang – og jeg overvejede også at give op. Du får mine tanker lige her, men du kan også se mere på TV2 Play i Jernkvinden, der har premiere i morgen.
Jeg har det svært, når nogle siger til mig, at det skal eller kan jeg ikke. Ellers dyrkede jeg nok heller ikke Ironman. Det motiverer mig at bevise – både overfor andre, men ikke mindst overfor mig selv – at jeg kan mere, end jeg lige går og tror. Men når jeg ser ét år tilbage – ja, så indrømmer jeg gerne, at jeg måske var ved at køre det hele lige til eller endda over grænsen.
Men det handlede om målet, drømmen og ikke mindst vejen dertil. Det handlede nemlig om VM på Hawaii. 2020 skulle jo have været året, hvor jeg stod på podiet for første gang. Nu bliver det i stedet om 334 dage i 2021. Men vejen dertil krævede en billet – og den fik jeg i hus i november 2019, for et år siden.
Når jeg tænker tilbage, så var det måske en sindssyg periode. Jeg var lige blevet mor, Markus var seks måneder gammel, jeg ammede på fuld tid og når ja, så havde jeg taget 25 kg. på, som jeg også lige skulle af med (man elsker vel ikke trøfler og bland-selv-slik for ingenting). Vejen dertil var kort sagt brolagt med forhindringer, og det viste processen sig også at blive. Det blev nemlig til to Ironmans, som jeg gennemførte, uden kvalificering til VM. Tredje gang i Mexico blev lykkens gang – og jeg var lykkelig!
Men jeg var også træt. Det var egentligt ikke så mærkeligt. Normalt ville jeg ikke lave tre Ironmans på tre måneder, nu gjorde jeg det med en krop, der var ude af træning, lige havde født, og som en lille herre også bestemte over en stor del af tiden. For første gang længe hev jeg stikket – både fordi jeg for første gang fik muligheden for det (min adgang til Hawaii var sikret, jeg skulle ikke gøre mere) og jeg havde tiden til det (der var længe nok til at træne i til oktober 2020). Jeg lyttede groft sagt til mig selv, til min krop og til alt det, der fik mig til at smile. Jeg havde brug for pausen, men jeg gik ikke i stå. Jeg trænede i det omfang jeg kunne og ville.
Nogle gange går livet hurtigt. Det gjorde det også, da jeg forsøgte at kvalificere mig til VM over tre forsøg. Jeg løb, svømmede og cyklede på livet løs, men jeg tror, det er vigtigt, man også tør stoppe op. Se sig tilbage og mærke efter: Var og er det rigtigt, det jeg gør? Det var det for mig, men det var også rigtigt at trække stikket lige dér – i december 2019 – og nyde Markus. Lykkeligt udvidende om, at der ventede en helt anden verden i 2020, og min billet ikke gav mig adgang til Hawaii alligevel. Corona took it all – men det er en helt anden historie, og de tanker deler jeg med jer senere. Lige nu tæller jeg ned. Jeg nåede nemlig ét mål i 2019 – jeg kvalificerede mig til Hawaii. Nu gælder det podiepladsen om 334 dage.
Vil du se mere? Lige nu kan du både læse og se mere om min vej til podiet på Hawaii, som professionel triatlet og mor, i jernkvinden på TV2 Play og i min bog ”Keep Smilling”.
Keep Smilling,
Michelle