‍Jeg nærmer mig normalen, hvis der er noget, der kan være normalt i disse tider. For nu er det Race-week – præcis som det bør og skal være! Men det betyder også, at jeg skal huske mig selv på en af mine egne leveregler: Ikke at evaluere før man er kommet i mål.

‍Det er sjældent, at de to ord hænger sammen: første og sidste. Men 2020 har også været et yderst sjældent år. Derfor passer det vel egentligt meget godt til året, at jeg om ca. 14 dage sætter kursen mod USA for at køre årets første og sidste race; Challenge Daytona. Men det sætter også tankerne i gang – for kan jeg race mere efter mere end et års pause? Og kan min hjerne leve med, at jeg stiller til start, velvidende at jeg får bøllebank?

Nogle gange ville jeg ønske, at man bare kunne have hevet 2020 ud af kalenderen – have droppet alt, hvad det indeholdt. For jo, det har da haft et par gode ting med sig, men rent sportsligt og karrieremæssigt har det været helt håbløst og næsten svært at smile over – men man må jo finde vejen til målet selv i en Corona-tid.

‍Lige om lidt er det præcis ét år siden, at jeg gjorde det umulige – eller i hvert fald det næsten alle sagde ikke kunne lade sig gøre eller var fuldstændig sindssygt: Jeg kvalificerede mig til VM på Hawaii, samtidig med jeg var blevet mor. Indrømmet – det var pisse hårdt! Om jeg fortryder? Aldrig i livet. For det var jo muligt! Men vejen var lang – og jeg overvejede også at give op. Du får mine tanker lige her, men du kan også se mere på TV2 Play i Jernkvinden, der har premiere i morgen.

Nu tæller jeg ned til mit mål. 339 dage til podiet. 339 dage til målet. Find dit mål og tæl ned – min vej er ikke den perfekte, men måske motivationen kan give dig kampgejst. Vil du med på rejsen?