Nogle gange ville jeg ønske, at man bare kunne have hevet 2020 ud af kalenderen – have droppet alt, hvad det indeholdt. For jo, det har da haft et par gode ting med sig, men rent sportsligt og karrieremæssigt har det været helt håbløst og næsten svært at smile over – men man må jo finde vejen til målet selv i en Corona-tid.
Lad mig bare sige det som det er: 2020 har været et håbløst år som udøver. Jeg kørte min sidste konkurrence for et år siden i november 2019, og siden har jeg ikke været i ilden. Jeg havde brug for en pause, da jeg sikrede mig billetten til VM på Hawaii i Mexico for et år siden – jeg havde bare aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at den skulle blive så lang (og håbløs).
Da coronaen kom var jeg på Lanzarote. Jeg var på La Santa for at træne – jeg følte mig klar igen. Nu skulle den have en over nakken! Claus var med, Markus var med – alt var godt. Rammerne var perfekte. Og så gik Mette Frederiksen på talerstolen og bad alle om at komme hjem.
Med ét ramlede min verden – og sikkert også din, men det gav mening at blive hjemme. Vi vidste ikke, hvad coronaen for alvor betød. Vi skulle passe på hinanden. Det havde jeg, og har jeg stadig den dybeste respekt for. Og jeg gjorde, som jeg altid gør: Fandt en anden og på mange måder lidt mere kreativ vej til målet. Jeg købte en swimmingpool til baghaven, så jeg kunne blive ved med at træne. Jeg planlagde et maraton i juli måned med hjælp fra min gode ven Lars og munkstore runners, selvom det er løbedistancen, jeg hader mest, men så havde jeg endnu et delmål at holde fast i. Det hjalp mig, og det var vigtigt, men alt imens kørte tankerne rundt i mit hoved. For hvordan er man triatlet uden stævner? Hvordan opretholder man en lønindtægt, når man ikke kan vinde nogle Ironmans? Var det slutningen på alt – og skulle jeg aldrig på det podie på Hawaii?
Det med lønindtægterne løste jeg – nej, det har ikke været en dans på roser i år. Men det tror jeg ikke, det har for ret mange brancher. Men en ting er sikkert: Jeg havde aldrig klaret det, hvis jeg ikke havde haft så trofaste sponsorer. De troede på mig og vidste, at det ikke var min skyld, at jeg ikke kunne stille op og ”reklamere” for dem.
Men da jeg krydsede målstregen i mit maraton i juli, som faktisk blev mit bedste til dato, var jeg træt. Der var ikke mange smil at hente – for hvad skulle jeg nu? Coronaen rasede stadig, og der var ingen udsigter til flere stævner. Alt blev aflyst. Min karriere var sat på standby, og jeg havde svært ved at finde motivationen – eller i det hele taget at se et lys for enden at tunnelen. Jeg siger selv, at man kan vælge at smile og se lyst på tingene, men lige der indrømmer jeg gerne, at det hele syntes håbløst-svært.
Derfor er det også vigtigere end nogensinde for mig, at ChallengeDaytona bliver til noget, og jeg kan stille til start i USA om små tre uger. Det er mit livsværk at dyrke triatlon, og jeg trænger mere end nogensinde til at komme i ilden. Jeg træner på livet løs, men jeg trænger til konkurrence. Til at mærke, at jeg stadig kan præstere mod mine konkurrenter. Til at mærke stemningen, følelsen og pulsen, når jeg springer i vandet, og startskuddet går. Jeg trænger kort sagt til at mærke at jeg ER atlet. ChallengeDaytona er lige nu dét delmål, der holder mit mod og min motivation oppe – og der skal det helst blive i 325 dage, til jeg står på podiet på Hawaii.
Jeg forestiller mig, at det er det samme hos dig. At det også kan være svært at arbejde hjemmefra, at arbejde med anderledes opgaver end man er vant til. At finde motivationen i en ny Corona-hverdag. Har jeg ret? Hvad gør du for at holde modet og motivationen oppe?
Keep smilling
Michelle
