Det er sjældent, at de to ord hænger sammen: første og sidste. Men 2020 har også været et yderst specielt år. Derfor passer det vel egentligt meget godt til året, at jeg om ca. 14 dage sætter kursen mod USA for at køre årets første og sidste race; Challenge Daytona. Men det sætter også tankerne i gang – for kan jeg race mere efter mere end et års pause? Og kan min hjerne leve med, at jeg stiller til start, velvidende at jeg får bøllebank?
Som de fleste måske har opdaget, hvis man følger mig på instagram, så er træningen intensiveret over de seneste uger. Der bliver trænet skift fra svømning til cykling, der bliver løbetrænet de samme eftermiddage, og i det hele taget gør jeg kroppen klar: Klar til konkurrence!
Det er nyt for mig – eller det er det jo ikke, for det er jo det, jeg lever af, men det er nyt i år. Jeg har for første gang i min tri-karriere haft et helt år uden løb. Ganske vist alt andet end frivilligt. For det var jo i år, jeg skulle have stået på podiet på Hawaii.
Men sådan blev det IKKE. Corona ville det anderledes. Det kan det ikke betale sig at græde over, som Claus ville have sagt det. Derfor har jeg også sat alle sejl til for at det i stedet lykkes i 2021 – og et delmål for at det sker er at gribe alle muligheder for at blive bedre. Derfor pakker jeg lige nu sammen – for om mindre end 14 dage rejser jeg til Florida i USA for at køre Challenge Daytona. Flybilletterne er bestilt.
Jeg er helt overbevist om, at det gør mig bedre at komme til USA og komme i ilden igen – ellers gjorde jeg det ikke. Men jeg gør mig sindssygt mange tanker omkring løbet i øjeblikket, for der er én ting, der er sikkert: Det bliver ikke en top-præsentation målt på placering fra min side. Det skal min konkurrence-hjerne lige vænne sig til.
Den enkle forklaring til, at jeg ikke bliver blandt fx top-10 er, at det ikke er min distance og ALLE de hurtigste kortdistance atleter stiller til start. Det kan jeg leve med. Det er langt sværere, når det gælder det, som vi alle har været igennem i denne tid: Kan jeg overhovedet huske, hvordan jeg gør? Kan jeg smile hele vejen igennem, selvom jeg ikke har stillet til start i mere end 12 måneder? Ja, det finder jeg kun ud af ved at prøve det.
Jeg gør det for at overbevise mig selv om, at jeg stadig er på vej. At jeg bliver stærkere og stærkere, og det stadig er bundrealistisk, at jeg skal stå på podiet på Hawaii om 318 dage. At jeg stadig har det bedste tilbage i mig. Jeg ved, at Daytona gør mig bedre. At jeg kun bliver bedre, hvis jeg igen hører startskuddet lyde, mens jeg selv står ved startlinjen. Jeg træner jo ikke for træningens skyld – men for at vinde. Så simpelt er det (og det skal min hjerne så lige forstå, at jeg ikke skal i Daytona, men jeg skal blive bedre for at nå mit mål – at stå på podiet på Hawaii 😉)
Jeg er spændt på, hvordan Daytona bliver. Både for mig, men også generelt. Hvordan sætter COVID-19 sine spor på triatlon? Hvordan bliver det at være derovre? Kan jeg finde mig til rette i den nye tri-verden, som blot tilpasser sig ”den nye verden” med COVID-19? Stay tuned… og keep smiling! 😊