5fff450c76abb7529a38b5c5_Blog

Et tab må aldrig blive et tabu – et personligt blogindlæg om at miste

Min krop har opført sig mærkeligt – i lang tid. For at være helt præcis i 12 uger. Jeg har været træt og uoplagt, og i Daytona gik det helt galt. Jeg var direkte dårlig. Jeg gav dengang ”jetlag” skylden, selv om jeg meget sjældent bliver ramt af den slags. Men jeg havde jo heller ikke rejst længe, og jeg kom meget sent i forhold til racets start. Ja, der var mange undskyldninger, som jeg fik til at passe på min krops fysiske tilstand.  

Kort sagt: Jeg arbejdede videre. Jeg troede på, at jeg snart ville finde mig selv igen. Oven i det hele rasede Coronaen derud af – og hvem bliver ikke både træt og uoplagt af det? Der skulle én ting til, før jeg fik andre tanker: En bule på maven. Her slog tanken mig for første gang… Er jeg gravid?!?

Nej, tænkte jeg igen. Jeg havde jo haft lidt menstruation, og vi havde jo nærmest ikke haft sex. For ja, jeg var SÅ træt og ugidelig! Det gav ikke mening.  

Men jeg besluttede mig alligevel for at tage en test. I søndags. Og svaret var der ingen tvivl om: Jeg var gravid. Min første tanke var: Fuck! Fuck Hawaii – på alle måder. Fuck, at jeg nu måske ikke kunne kæmpe om den podieplads på de bedste vilkår. Dernæst: Fuck, hvor ligegyldigt. Min drøm var gået i opfyldelse. Måske med den dårligste timing, måske med den allerbedste. Jeg blev helt igennem lykkelig. Nu skulle Markus være storebror – og allerede til juli/august. Vi var lykkelige.  

De, der kender mig ved også, at der aldrig er langt fra tanke til handling. Jeg bestilte hurtigt en tid til scanning. I mandags kl. 12.00 for at være helt præcis. Og her fik vi bekræftet testens svar af en sød dame: Ja, du er gravid, MEN der er ingen hjertelyd. Barnet var dødt. Formentligt allerede i uge 7. Jeg fik en henvisning til en gynækolog med den venlige, men bestemte besked: Så kan du jo få fjernet ”resterne”. Jeg var tom for ord.  

Efter glæde og lykke ramte sorgen mig som en hammer. På under 24 timer blev mit liv forandret – ikke bare én gang, men to. Jeg gik fra overraskelse og næsten frygt over, at min nære fremtid pludselig var fuldstændig anderledes end forventet til ovenud glæde og lykke – til igen at være fuldstændig sorg og ulykke. Og jeg er stadig i tvivl, om det helt er gået op for mig…

Men dette sker jo ikke kun for mig – og netop derfor deler jeg det med dig. 20 % oplever en ufrivillig abort. Det betyder i realiteten, at 1 ud af 5 af mine veninder har oplevet det – jeg har bare aldrig hørt om det. Derfor deler jeg det med dig. Det må aldrig blive et tabu at miste. Derfor skal vi snakke om det og skrive om det. Hele tiden. Det må aldrig blive noget, vi er bange for.  

Jeg deler mine tanker med dig, fordi du er med hele vejen. Jeg deler, når livet går op, men også når det går ned. Min graviditet var ikke planlagt, men derfor skabte den alligevel en helt enorm glæde hos os. Men det er ikke alt, vi kan planlægge. Og nu vil jeg bruge min energi på at komme tilbage på sporet. Det ville have været den største gave og glæde, men det blev det ikke i denne omgang. Nu tager jeg kampen op og holder snuden i sporet – #269tilbagetilHawaii.  

Michelle


Share this post

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on print
Share on email

Resent Posts

Endnu en skuffelse – endnu en udfordring at besejre!
22 marts 2021
Det er faktisk okay at bede om hjælp!
02 marts 2021
Tak for ny energi, overskud og masser af smil!
18 februar 2021
Et nyt kapitel
08 februar 2021
Om at gøre alting fuldt ud – men ”kun” på 80 %
28 januar 2021

Events

No event found!