Jeg er på den anden side af Daytona. På vej hjem. Men tankerne flyver. For mig er det svært at komme med en rigtig raceberetning denne gang – for den har så mange sider. Jeg skal alligevel forsøge…
På den ene side er jeg helt igennem skuffet. Det er sportspersonen, der taler nu. Mit resultat var alt andet end det, jeg gerne ville. Jeg kom ikke ud og top-performede.
På den anden side vidste jeg godt, at det ville blive resultatet. Ruten og distancen var alt, alt for kort til en som mig. Og samtidig kæmpede jeg ikke bare mod andre, der havde det sådan. Jeg kæmpede med andre, der var de bedste i verden lige netop her.
Jeg bruger lige nu alle mine kræfter på at huske mig selv på mit mål, inden jeg tog afsted. Jeg tog afsted for at få et race på listen i 2020, for at støtte PTO – den nye professionelle triatlonforening, og for at få en fed oplevelse på racerbanen i Daytona. Alt det fik jeg – og mere til. Det skal jeg huske at være tilfreds med. Selvom man aldrig kan lade være med at håbe på et mirakel rent sportsligt.
Og det havde jeg nok inderligt håbet på. Lige nu slås jeg med alle andres tanker. Ser de nu på mig og tænker: Vi fik ret – hun kommer aldrig tilbage på topplan. Det gør ondt! Men hey – det er der jo i sidste ende kun en til at bestemme. Og jeg har tænkt mig at bestemme, at de ikke får ret.
Nu vil jeg bruge de næste uger og julen på at finde min vej i de hele. Jeg er ikke længere herre over, hvornår jeg kan få et startnummer på igen på min yndlingsdistance og top performe. Det er Corona. Forhåbentligt er det snart slut og jeg stiller til start igen. Men en ting er sikkert: Hawaii bliver Hawaii om 302 dage. Og så beviser jeg, at jeg får ret.
Keep smiling
Michelle Vesterby